Udtalelse fra deltager i Canada-kurset 2006:
Gitte Kjeldsen, TDC, Salgschef - Kommuner og Regioner:
Deltagelsen i ”Overgange – Det personlige lederskab”, ved Kim Nygaard og Mikael Sonne, var en stor succes for mig. Jeg har følgende erfaringer:
Kraft og styrke: Jeg fik sat mine egne kræfter og styrker i relief og har fået øjnene op for, at jeg indeholder flere ting, end jeg vidste. På den måde kom jeg tættere på min egen kerne og hvad jeg formår. Jeg møder mine daglige udfordringer på en mere positiv måde og med troen på, at alt kan løses – og at jeg kan være driveren, der løser det. Men også med en vished om, at jeg selv har initiativet i forhold til at bruge og udnytte mine styrker og kræfter rigtigt. Jeg møder også mine medarbejdere, kollegaer og samarbejdspartnere mere ligeværdigt og kan bedre stå ved mig selv i de udfordrende situationer, som vanskelige samtaler, uenigheder og konflikter.
På kurset havde vi stor fokus på kraft og hvad vi kan bruge kraften til. I Canada brugte vi kræfter på at klatre op og ned af bjergene og jeg mærkede et ”sus”, da jeg faktisk havde kræfter i overskud. Det samme oplever jeg i dag i arbejdet.
Overskud - overblik: Jeg fik mulighed for at diskutere mine udfordringer med andre ligestillede ledere, hvilket medførte, at jeg kunne få mit eget arbejde på afstand og se det lidt udefra. Det var i diskussionerne og samtalerne med medkursisterne, at jeg fik øjnene op for, at jeg nødvendigvis må fokusere mine indsatser og dermed også sige, at jeg ikke kan løse alt. Så at fokusere på de rigtige ting og ikke irriteres over, at man ikke kan nå alt, men i stedet når det rigtige. Det giver overskud og gode resultater.
Hvilken rolle man har i forskellige sammenhænge At skulle forklare overfor medkursisterne, hvad det er for udfordringer, man arbejder med i det daglige og hvad det medfører af udfordringer, overvejelser og bekymringer, giver ligeledes feedback på, hvordan andre ser man indgår i den organisatoriske kontekst og hvilken rolle man ubevidst tager på sig. Samt at få hjælp til at få justeret rollen, så den bliver mere givende og mindre belastende og mere i harmoni med sig selv.
At lytte til andre: På grund af travlhed har jeg tidligere haft svært ved at stoppe op og lytte og give det tid. Men turen har gjort mig mere opmærksom på, at jeg i mit eget hastværk ikke får stoppet op og lyttet ”aktivt”.
Mod: Jeg har taget emner op, som jeg ikke tidligere har turdet tage op – eller ikke engang har tænkt på at tage op. Ganske vist er det sket med omtanke på, hvordan jeg får det kommunikeret, men da jeg har troet på mine egne indfald og idéer har det været lettere og jeg er blevet mødt ligeværdigt i disse emner. Det er fx emner, som har ligget under overfladen, men som har taget kræfter og energi ubevidst.
Gitte Kjeldsen, TDC
tilbage til Canada-kursus